OpenDocument Format (ODF) - ISO/IEC 26300:2006 åben standard for kontordokumenter udviklet af OASIS
Beskrivelse
Den produktuafhængige dokumentstandard, Open Document Format (ODF), er den åbne ISO-standard for kontordokumenter som tekstdokumenter, regneark, præsentationer og diagrammer. ODF-dokumenter kan derfor åbnes og læses uafhængigt af specifikke kontorpakker og leverandører. ODF er et XML-baseret dokumentformat udviklet i standardorganisationen OASIS (Organization for the Advancement of Structured Information Standards) og vedtaget af International Organization for Standardization. OASIS påbegyndte udviklingen af ODF i 2002, og 1. maj 2005 blev standarden vedtaget som officiel OASIS-standard. 1. maj 2006 vedtog ISO ligeledes ODF som ISO-standarden ISO/IEC 26300:2006.
Da ODF er veldokumenteret, frit implementerbar uden økonomiske, politiske, juridiske eller tekniske begrænsninger på implementation og anvendelse samt standardiseret og vedligeholdt i et åbent forum, opfylder ODF fuldt ud kriterierne for en åben standard. ODF er således et produktuafhængigt filformat for kontordokumenter, der frit og uden forfordeling kan anvendes og understøttes af alle leverandører, der ønsker at give slutbrugerne friheden til at vælge software.
Udviklingen og vedligholdelsen af specifikationen for den åbne XML-baserede standard foregår i en åben arbejdsgruppe under OASIS, hvor alle relevante leverandører har mulighed for at deltage på lige fod. Forslag kan også sendes til arbejdsgruppens offentlige e-post-adresse office-comment@lists.oasis-open.org. I arbejdsgruppen deltager repræsentanter fra softwareleverandører som bl.a. Sun Microsystems, IBM, Corel, Adobe, Novell, Intel, udviklere fra Open Office.org og KOffice samt uafhængige eksperter i bl.a. handicaptilgængelighed.
Standarden rummer og udvider således den funktionalitet, der kræves for at understøtte de office-dokumenter, der findes i leverandørkontrollerede og produktafhængige formater. Derfor erstatter ODF forældede, proprietære, produktspecifikke og måske patenterede filformater for office-dokumenter. OpenOffice.org indeholder en guide til hurtigt at konvertere mange Office-dokumenter til ODF.
Dokumentstandarden ODF er allerede understøttet af kontorprogrammer som OpenOffice.org, StarOffice, IBM Workplace, KOffice, Gnumeric, Mobile Office, NeoOffice, AbiWord, Zoho, Scribus, TextMaker og Google Docs & Spreadsheets.
Fordelene med ODF
ODF giver dig og din virksomhed tekniske og strategiske fordele:
- En åben ISO-standard baseret på et gennemført, velafprøvet og velstruktureret XML-format, som næsten alle relevante leverandører af kontorprogrammer samarbejder om at vedligeholde og udvikle i et åbent forum under standardorganisationen OASIS.
- Sikkerhed for standardens leverandøruafhængighed og opbakning i industrien, da ODF allerede er godkendt af både OASIS og ISO samt implementeret af forskellige leverandører i flere softwareprodukter på flere platforme.
- En produktuafhængig standard, der både sikrer ægte interoperabilitet og understøttelse af al relevant funktionalitet på tværs af forskellige programmer.
- En innovativ, omfattende og gennemtestet XML-standard, der er let at forstå og implementere, fordi den gør brug af velkendte, etablerede standarder som HTML, SVG, XSL, SMIL, XLink, XForms, MathML og Dublin Core frem for proprietære teknologier.
- Zip-komprimerede dokumenter giver mindre filstørrelser og dermed mindre belastning af postservere og netværk.
- En både frit tilgængelig og frit anvendelig specifikation, der sikrer uhindret og leverandøruafhængig adgang til og råderet over dit dokument og dets indhold - også i fremtiden.
- Frit valg af kontorpakke herunder Open Source Software, da ODF skaber åben konkurrence uden skjulte bindinger til specifikke programmer.
- Fri udveksling af dokumenter, da ODF-dokumenter ikke er bundet til en specifik version af et specifik produkt på en specifik platform.
- Mulighed for at undgå leverandørkontrolleret it-infrastruktur til fordel for en strategidrevet it-arkitektur, der kan integrere, producere og udveksle kontordokumenter på tværs af programmer, platforme, back-end systemer og web services.
For at du og din virksomhed kan få fuld glæde af ovenstående fordele, skal du bruge ODF proaktivt. Derfor bør du overveje følgende retningslinjer:
- Stil ufravigelige krav til dine leverandører om, at de skal understøtte ODF, så du har strategisk og økonomisk valgfrihed samt leverandøruafhængig adgang til egne data.
- Læg altid ODF-udgaver af dokumenter på hjemmesiden.
- Er du usikker på, om modtageren kan læse ODF-dokumenter, kan du evt. også vedlægge en PDF-udgave.
- Tilføj følgende undertekst til meddelelser, hvor du har vedlagt ODF-dokumenter:
Vedlagte dokument(er) er gemt i det åbne OpenDocument Format (ODF). ODF er en OASIS- og ISO-standard (ISO/IEC 26300:2006) for kontordokumenter, som du kan læse mere om her: http://en.wikipedia.org/wiki/OpenDocument
Dokumenttyper
ODF standardiserer kontordokumenter i form af tekstdokumenter, regneark, præsentationer og diagrammer. Følgende oversigt viser de enkelte dokumenttyper, deres filendelse samt ikonet, som OpenOffice.org bruger til at illustrere dokumenttypen. Du er velkommen til at bruge ikonerne på dine egne hjemmesider.
Ikoner | Dokumenttype | Filendelse |
---|---|---|
OpenDocument-tekst | .odt | |
OpenDocument-tekstskabelon | .ott | |
OpenDocument-hoveddokument | .odm | |
OpenDocument-HTML-dokumentskabelon | .oth | |
OpenDocument-regneark | .ods | |
OpenDocument-regnearksskabelon | .ots | |
OpenDocument-tegning | .odg | |
OpenDocument-tegningsskabelon | .otg | |
OpenDocument-præsentation | .odp | |
OpenDocument-præsentationsskabelon | .otp | |
OpenDocument-database | .odb | |
OpenDocument-formel | .odf |
Læs mere om de enkelte MIME Content Types (på engelsk).
Grundstrukturen i et ODF-dokument
Et ODF-dokument er en zip-komprimeret fil, der på struktureret vis indeholder selvstændige XML-filer med dokumentindhold, typografi, formatering, metadata samt binære objekter som for eksempel billeder i deres oprindelige format. Følgende illustration viser indholdet af et ODF-dokument (i dette eksempel et tekstdokument).
Information til udviklere
Du kan følge standardens udvikling og hente specifikationen for OpenDocument Format på arbejdsgruppens hjemmeside.
- OpenDocument 1.1-specifikation (ODF, PDF)
- OpenDocument 1.1 Relax-NG Schema
- OpenDocument 1.1 Manifest Relax-NG Schema
- OpenDocument 1.1 Strict Relax-NG Schema
- OpenDocument 1.0-specifikation (PDF)
- OpenDocument 1.0 Relax-NG Schema
- OpenDocument 1.0 Manifest Relax-NG Schema
- OpenDocument 1.0 Strict Relax-NG Schema
Skemaerne indgår i OIO's Infostructurebase.
Bogen OASIS OpenDocument Essentials beskriver, gennemgår og giver eksempler på brug af ODF. Bogen er også frit tilgængeligt online.
På OpenOffice.org's side for udviklere kan du læse mere om, hvordan du integrerer OpenOffice.org i dine løsninger. Læs mere på http://development.openoffice.org/.
Læs også mere om, hvordan du kan integrere understøttelse af ODF i dine programmer med ODF Toolkit, ODFPY til Python og OODoc til Perl.
Flere referencer kan læses på WikiPedias side om ODF.
Opdateret 2. november 2007